Solskin om natten.

Jeg var ganske forundret over da vi ankom til Kiruna sidst på eftermiddagen og der blev aften forventede min krop at nu ville der blive mørkt, lyset blev en smule mere gult og svag men ikke af den store betydning, mørkt blev det ikke.

Det var en underlig fornemmelse at stå klokken 01.00 og se solen langt over horisonten. Det var som jeg efter et stykke tid fik en konfus fornemmelse i kroppen, som om jeg ikke kunne skelne mellem dag og nat, det kom i perioder efter et stykke tid, det var svært for kroppen at omstille sig til at der dagslys 24 timer i døgnet. Det var en underlig fornemmelse, måske lidt som en jetlag agtig fornemmelse hvor jeg nærmest ikke rigtig viste om det var dag eller nat, op eller ned. Heldigvis forsvandt disse symptomer efter et par dage og så var alt normalt igen.

Menneskene i byen hvor vi boede grinede når jeg fortalt det, jeg fik at vide det var helt normalt når man bosætter sig for længere tid i sådan et ekstremt område på kloden. De kaldte det lapkuller ( lap syge ) De fleste mennesker får disse symptomer på lapkuller når dags mørke træder til, altså i vinterperioden hvor solen ikke kommer over horisonten. Hvor andre har det modsat, de bliver påvirket konfust af solen om natten i stedet for mørket om dagen.