Hvor alt ender, ja sådan en fornemmelse kunne jeg godt have. Stilheden larmer og naturen kalder, længere ud, længere ud i intet, så dragende. Billedet er fra min stund i nord 2018.

Stora Sjöfallet. Vildeste vildmark. Ingen kan høre dig skrige.

Meget træt efter den lange tur ud i vildmarken. tror ikke rigtig jeg har fattet hvor jeg er.

Der hvor ingen kan høre dig skrige. Der hvor freden og stilheden er så stærk at man føler tiden står stille i et billede. Selv jeg blev forundret, bange og draget ind i dette paradis.

Det er nok det mest isolerede sted jeg har opholdt mig, det er nok det sted længst væk fra nogen form for menneskelig civilisation jeg kunne nå ud til. Stora Sjöfallet ligger lidt syd for Kiruna kommune og er et meget stort område. Jeg kørte langt ud i ødemarken med et telt.

Da jeg ganske vist ville tage et par overnatninger ude i den rigtige vildmark og endelig vove mig så langt ud. Midnatssolen var aftaget og der var nu mørkt om natten i 4 timer, og jeg ville på den tur inden vinteren ville bryde igennem. Derfor skulle det være nu, og endda lige på kanten af årstiden trods der stadig var sommer og lidt lunt. Men mørket lurede og brød frem og den kunne meget hurtig tage sne og kulde med sig fra den ene dag til den anden, også selv om træerne var fuld af blade endnu. Der har været snevejr om sommeren i Juli måned i dette område, det er ikke unormalt.

Aldrig i mit liv har jeg oplevet så fredfyldt et sted. Meget stille både dag og nat, naturen var så tæt på at det nærmest var skræmmende, også på grund af den total uforstyrret stilhed som kun var brudt af en summende myg her og der, eller raslen fra et dyr, brune bjørne var også i området men jeg fik desværre ikke set en.

Det er den største oplevelse jeg har haft til alle tider, i min tid i Lapland, bortset fra oplevelsen af nordlys. Denne friske luft i Stora Sjöfallet, ingen stråler og stress fra mobilmaster, radar og GPS systemer, ingen biler og larm, intet menneske i nærheden, at være i så tæt kontakt med naturen i en så ubeskrivelig stilhed vil jeg kun råde ethvert menneske til at prøve at opleve, det er helt unikt og fantastisk og også ret provokerende i sin virkning. Fornemmelsen og stemningen var alt for vild på en meget fredfyldt måde, det er ret svært at forklare.

Dagen efter natten i mit lille telt, gik jeg ned til de små vandfald, det tog jeg et bad og en svømmetur, vandet var helt klart og rent, jeg fandt en klippe ude i vandet jeg sad længe på, og jeg fik en fornemmelse af det man nok kan kalde, nærmest lykkelig. Tænk sådanne steder findes på vor jord. Måtte jeg bygge mig et hus der havde jeg gjort det. Måske mener nogen at paradis findes på jorden, hvis den gær det, så må det være langt nord på, og så har jeg været der.

Tænk engang, her stod jeg, drømmer sig tilbge ind i mellem, hvem ville ikke gøre det. En person sagde engang til mig, mad mætter kroppen, drømme mætter sjælen.

Den sidste vildmark og Samerne.

Fred fred fred ro stilhed dyb ro. Den fred og fornemmelse af frihed kan ikke beskrives den skal opleves. Billede af Rene Krupinski.

Lapland er ikke et uafhængigt land i dag som det var engang, hvor det var et nordisk land helt for sig selv, i dag er Lapland delt op mellem Sverige Norge Finland og Rusland.

Jeg boede i et lille landsbysamfund med 200 indbyggere, hvor stedet bar stærkt præg af Samisk mentalitet og kultur. En af mine venner tog hver vinter langt ud i vildmarken til sin lille hytte og var der hele vinteren. Der var han uden strøm eller uden kontakt til nogen form for civilisation. Jeg vidste godt mange samere tog ud i intetheden om sommeren til deres rensdyr, men enkelte tog også afsted om vinteren.

Trods at svenskerne har givet samerne muligheder for at leve som de fleste mennesker, med strøm, internet og alt det vi nu har i dag, har de ikke den store lidenskab for dette. Mange af disse nordboer er født som ét med naturen og ønsker også at dø som ét med naturen.

Porjus en lille bygd i den store vildmark.

Her ses den meget lille by Porjus i det arktiske Lapland. Her boede jeg næsten 3 år. Det meste af året er det vinter og helt mørkt om dagen. På billedet er det sommer, og den er kort.

Jeg boede i den lille landsby, hvor der til nærmeste civilisation var 70 km, det var til Jokkmokk. Da jeg boede i Porjus havde jeg ca 200 km til den arktiske største by Kiruna, inde for polar cirklen.

Norrbotten, toppen af Sverige som også er en del af Lapland er et meget tyndt befolket område, meget rig på natur, bjerge, vandfald, renhed og ikke mindst en helt unik glas klar skønhed som både er dragende, fascinerende, voldsom og skræmmende på samme tid.

Kiruna kommune har indtil for få år siden været verdens største og mest øde kommune. Kiruna med 18.154 indbyggere og et areal på langt over 22.000 kvadratkilometer hvor selve byen kun ud af de langt over 22.000 kvadratkilometer fylder 1570 hektar, en meget lille by i forhold til dens kommune.

Da jeg boede i Porjus var det enormt spændende at skulle etablere mig og trods så langt fra alt var der ingen problemer med transport, det var altid muligt at komme til de omliggende større byer, med bus eller privat kørsel.

Pusten blev taget fra mig flere gange, jeg måtte bare bruge et par timer på at nyde denne udsigt og mærke denne vilde og meget voldsomme fred. Ingen kontakt til telefonen.

Tilbage til Danmark.

Der er faldet en smule sne. Ikke altid nemt at komme igennem men ganske livsgivende og frisk.

Der var meter højt sne og den kollektive trafik fungerede helt uden problemer og forsinkelser, selv i Lapland var den offentlige trafik mere præcis og glidende end i Danmark, og så under disse vejrforhold.

Den dybe stilhed, fred og ro.

Stilheden og naturen var bestemt noget man som menneske i dette område blev nødt til at indordne sig under, her var bestemt ingen kære mor hvis der var snestorm og minus 25 grader.

Det kræver sin mand at kunne bo sådan et sted, jeg hørte om flere personer som i deres vovethed dog havde troet at de var til dette event.

Både en hollænder, en tysker og andre der troede de kunne klare disse forhold, måtte vige for naturen og de forsvandt én for én, Et meget ekstremt sted, men hvis man er til dette og kan klare en hel vinter og sommer sådan et sted, så kan man bestemt bo der permanent, jeg blev der i 4 år.

Jeg vil meget gerne tilbage dertil igen, og dagen kommer igen, hvor jeg vil gense nordlyset og den smukke klare is verden, det er kun et spørgsmål om tid. Da jeg kom til Danmark igen efter 4 år i stilhed og uden stress, havde jeg svært ved at indfinde og indordne mig under Danske forhold og klima.

Jeg var medtaget af at være kommet tilbage og jeg begyndte nærmest at skifte hud, i mere end 3 måneder efter kunne jeg pille store stykker hud af kroppen og fingrene. Det var besynderligt, men efter 3 måneder havde jeg nogenlunde vænnet mig til det Danske klima og mad igen.

Det jeg dog ikke har vænnet mig til og som stadig er meget generende er alt det larm der er overalt. Selv i en lille by som Hjørring i Nordjylland virker det som New York, beskidt luft og en larm hele tiden dag og nat.

Jeg kan ikke bo i en by mere efter jeg har boet i Lapland. Luften sammenlignet, trods Danmark er omgivet af hav, kan ikke sammenlignes med det jeg kommer fra. Jeg blev træt, og mistede meget energi da jeg havde været i Danmark et stykke tid.

Nu er forberedelserne så småt begyndt igen, til at tage tilbage til nordlyset stilheden og de smukke omgivelser. Jeg troede der på landet i Jylland kunne være stille, men opleves stilheden i nord Sverige, så er det en helt unik oplevelse i sig selv, at kunne høre sit eget blod og hjerte pumpe på den måde. Men at komme tilbage til civilsationen, larm og stress, er nok min mest skræmmende oplevelse i dette event.