Fra Danmark til Kiruna og Gallivare i Sverige.

Toget fra Gøteborg til Stockholm, X2000 køre med meget høj fart, en dragende måde at rejse på.

Hvad sker der når du tager toget lige 2100 km nord på, næsten som fra Danmark til Rom i Italien, bare modsatte vej.

Jeg tog toget fra Hjørring til Frederikshavn hvor jeg derfra tog færgen til Göteborg, efter lidt ventetid i Göteborg tog jeg X2000 Sveriges højhastighedstog til Stockholm, en oplevelse og et tog i meget høj fart, i hvert fald når man kommer fra et dansk tog, der var restaurant ombord, og en yderst tilfredsstillende service på alle måder. Jeg valgte en overnatning i Stockholm så jeg kunne tage nogle billeder af den svenske hovedstad.


Dagen efter tog jeg klokken 09.00 morgen toget mod det kolde nord, toget har ende station i Narvik i nord Norge, men inden da stopper den i mange mindre byer i nord Sverige Gallivare, Kiruna, og Abisko som er nogle af de mere kendte destinationer i dette område. Toget jeg kørte med fra Stockholm til Gallivare var meget komfortabel.


Da jeg lagde og sov i min liggevogn vågnede jeg pludselig ved at jeg hørte en underlig susen, jeg havde kørt så længe at de plus 4 grader jeg kom fra var blevet til minus 10 grader, og på vinduerne var der fyldt med is og sne, det var underlig og en rigtig god fornemmelse. Men trods det var der dog langt endnu til polar cirklen. Jeg havde egen tog kupé med 2 senge (køjer) eget toilet og en lille håndvask.

Sådan så solen ud på min væg det meste af natten, til der blev dag og den blev mere og mere gul. Fra midnatssol til dagslys. Her har jeg taget et billede i mit soveværelse klokken lidt over midnat, solen og lysets farve har en meget lysende rød glød, udenfor er lyset helt fantastisk og lidt underlig. Lyset på den måde ses kun sådan så langt nord på.

  • Midnatssolen over Porjus.

    Et af mine billeder af solen set igennem en busk der står ved søen i Porjus. 75 km inde for den Arktiske Cirkel. Klokken er 01.00 om natten.

  • Midnatssolen over Jokkmokk.

    Solen står en smule mere lavt her i Jokkmokk end i Kiruna da Jokkmokk er lidt længere syd på. Her er klokken omkring midnat. Porjus ligger i Jokkmokk kommune.

Midnatssolen over Abisko fra Luossabacken i Kiruna.

Klokken 00.30 om natten. Her ses solen når den står lavest på himlen. Den vender i luften og begynder at stige igen herfra hvor jeg har taget dette billede. Fra Luossabacken i Kiruna mod Abisko. Bjergene længst ude er Lapporten.

Synet af solen hele natten.

Jeg var ganske forundret over da jeg ankom til Kiruna sidst på eftermiddagen, da der blev aften forventede min krop at nu skulle der blive mørkt for det gjorde det jo hvor jeg kom fra, lyset ændrede sig en smule, men ikke meget. Mørkt blev det slet ikke.

Det var en underlig fornemmelse at stå klokken 01.00 og se på solen langt over horisonten. Det var som om jeg efter et stykke tid fik en konfus fornemmelse i kroppen, som om jeg ikke kunne skelne mellem dag og nat til sidst, det kom i perioder efter en periode på en månede.

Det var svært for kroppen at omstille sig til at der dagslys 24 timer i døgnet. Det var en underlig fornemmelse, måske lidt som noget der ligner jetlag fornemmelse hvor jeg nærmest ikke rigtig viste hvad der var op og ned. Heldigvis forsvandt disse symptomer efter et par dage og så var alt normalt igen.

Menneskerne i den lille samiske flække hvor jeg boede grinede når jeg fortalt at solen vendte alt op og ned i nogle dage for mig.

Jeg fik at vide det var helt normalt når man bosætter sig for længere tid i sådan et ekstremt område på kloden. De kaldte det lapkuller ( lap syge ) De fleste mennesker får disse symptomer når vintermørket træder til. Hvor andre har det modsat, de bliver påvirket og bliver lidt konfuse af solen om natten i stedet for mørket om dagen.

  • Kiruna en overskyet nat.

    Kiruna om natten hvor vejret er overskyet, og solen er bag skyerne. Der er ganske lyst selvom der er skyer.

  • Kiruna en klar nat med solskin.

    Kiruna om natten, man kan se solen skinner på husene hele natten. En klar nat med solskin.

Kiruna har en meget lang vinter som er meget mørk hele dagen. Solen kommer ikke over horisonten når det er vinter så langt nord på, og dette lys du ser på billedet vare kun en lille time omkring middagstid. Klokken 13.00 kan man igen se stjernerne på himlen. Så er der helt mørkt. Det er meget anderledes, meget dragende og underlig for kroppen. Billedet er taget ikke langt fra Kiruna togstation.

Min lillesøster kom op for at besøge mig i det dybe nord, hun kom i April og der var stadig meget sne. Desværre så hun ikke nordlys for solen var allerede i April begyndt at lysne himlen hele natten. Men selvom dagsmørket var brudt af solen var det stadig sidst på vinteren i April.

  • Stora Sjöfallet. Udsigt fra mit telt.

    Stora Sjöfallet. Noget der ligner et paradis. Naturen er meget tæt på. Jeg føler mig så lille og ydmyg over for den mægtige natur. Der er ikke ét menneske i miles omkreds.
    Det er med sug i maven og den vildeste ro.

  • Ved den larmende elv.

    Kun lyden af det rislende vand. Rent vand og rent luft klare hjernen helt op. Meget livs givende. Ingen stress, intet menneskeskabt, ingen mobilmaster og elektronik, ingen biler og larm, sikke en fred.

  • Udsigt til den anden side.

    Ingen kan høre dig skrige. Her er skræmmende stille og meget smukt. I mit lille telt er der meget stille, jeg kan kun høre et vandfald langt væk og et dyr der skriger nogle gange.

Oplevede dyrelivet i Lapland.

Ups. Jeg stødte ofte på rensdyr på mine veje. Her vågner jeg vist et rensdyr som var igang med en lille lur.

En nat blev jeg vækket af en underlig lyd. Jeg undrede mig og så ud af køkkenvinduet over til affalds containeren, der stod en ulv. Jeg stod længe og betragtede ulven, og en smule for meget raslen ved køkkenvinduet, ja så fik ulven øje på mig, og den sprang væk i hurtig fart. Det var ganske vist en stor oplevelse.

Brune bjørne findes også, men det er sjældent de nærmer sig de små byer, men de bliver set af de lokale ind i mellem. En mand lidt uden for Luleå, syd øst for Porjus var blevet slået ihjel fordi han var kommet for tæt på bjørnemor med sin unge. Hvis man møder en bjørn i vildmarken, må man ALDRIG begynde at løbe, for bjørnen vil løbe efter dig og vil under alle omstændigheder på få meter kunne indhente dig, for hver skridt du løber tager bjørnen 1 skridt der svare til 3 menneske skridt.

Bjørnen ser dårligt og lugter dårligt, sammenlignet med mennesket, derfor har mange i Lapland reddet sit liv ved at stå helt helt stille når man støder på en bjørn, den vil ikke engang kunne skelne om du er et menneske eller et træ. Men bevæger du dig, så sig farvel. Chancen for at møde en bjørn er lille men når de er med unger er de tit mere tæt på de små byer.

Egentlig var der ikke mange insekter så langt nord på, edderkopper så jeg absolut ingen af, solsorten fantes heller ikke så langt nord på. Men jeg så flere arktiske fugle arter, sne hare og en enkelt sne ugle, som kom flyvende en nat jeg stod og tog billeder af nordlys, jeg var ved at falde bagover fordi jeg stod der i stilhed og pludselig kom den farende ud fra et træ ikke langt fra hvor jeg stod. Jeg så også flere gange en helt hvid polar ræv.

Birgitta kaldte jeg for min lap mama. Min mor fra Lapland. Hun var en rar dame fra det nord svenske.

Her står Birgitta og krammer mig. Jeg skulle bare leje underetagen af et hus, men det endte med jeg blev en del af familien.

Jeg havde endnu ikke en lejlighed i Lapland og jeg var kommet i kontakt med en rigtig nord svensker telefonisk, hun havde denne Laplands dialekt, hun havde et hus som jeg kunne leje hele kælder området af, for meget få penge. Det endte med at vi blev rigtig gode venner og jeg blev en del af hendes familie, de tegnede og fortalte alt om Lapland, hun var skole lære på folkeskolen i Malmberget lidt uden for Gallivare. Jeg var med i hendes klasse og jeg fortalte om Danmark, og eleverne fortalte mig om Sverige.

Da sommeren kom og der ikke var nogen solnedgang mere kørte vi op på Dundret ved midnat, Dundret er et bjerg i Gallivare, derfra var en fantastisk udsigt og vi så solen klokken 00.30 midt om natten, den stod højt på himlen. Meget anderledes oplevelse og ganske fortryllende. Vi fik pandekager med is i et lille træhus oppe på toppen af bjerget, mens vi nød midnatssolen. Og der var myg, virkelige myg og de var meget store.

Lejebolig og en begyndelse på noget helt andet.

Senere lejede jeg en lejlighed i Porjus og der begyndte det hele, jeg måtte flytte fra min arktiske mor som jeg kaldte hende, hendes rigtige navn var Birgitta, og det blev til en epoke og en event af mere end jeg havde forventet af min drøm om at se nordlys i virkeligheden, for da jeg var flyttet gik der ikke længe så kom den lange og overraskende vinter, sommeren så langt nord på, er meget kort.

Den bød på det nordlys jeg gerne ville se nat efter nat, den ene solstorm efter den anden ramte. Jeg vandrede langt ud i vildmarken mørket og stilheden var fascinerende. Men ikke kun nordlys var dragende, rensdyr kom løbende i flok og til tider så jeg de kæmpe store elge kom løbende.

Om Kiruna og Kirunas klima. Det Nord svenske Lapland

Så lyst er der i Kiruna, hele natten og 24 timer i døgnet hele sommer perioden.

Kiruna er hovedstaden i den arktiske del af det svenske Lapland. Her er et fantastisk lys på himlen. Jeg oplevede minus 38 grader ude på en tur hvor jeg opholdt mig nede i en lille dal. Kiruna har ca. 20.000 indbyggere og er nummer 2 på listen over verdens største kommune. Det fortæller hvor tynd befolket stedet er. Uden for byen findes vildmark så langt det er skræmmende.

Her er subarktisk klima med meget lange vintre og meget korte somre. Byen blev grundlagt på grund af minedrift, og da de daværende minearbejdere skulle have muligheden for at være tæt på familie blev deres familier tilbudt at flytte til Kiruna. I dag kan man komme ned for at se den stadig meget aktive mine som har skabt arbejdspladser til rigtig mange mennesker, den kan ses som turistattraktion også.

Byen er arktisk, men er bygget op på grundlag af kærlighed, omsorg, varme og familieliv. Et ekstremt sted, men et af de flotteste steder man kun kan tænke sig når byen er helt klædt i hvidt og når nordlys oplyser hele himlen over byen de mørke klare nætter.
Om sommeren er Kiruna ikke særlig farvestrålende og meget grå, selvom solen skinner over byen 24 timer i døgnet hele sommeren. Kiruna ligner nok en rigtig mine by.

Kiruna er et sted som jeg absolut vil anbefale et besøg. Og husk denne arktiske kulde er ikke nær så modbydelig som den danske fugtige kulde som går igennem marv og ben. Minus 20 grader i Kiruna er meget mere behagelig og frisk end minus 2 - 7 grader i Danmark.
Men skulle man risikere at komme ned på minus 50 og man kun er på en ferie, ville mit råd nok være at blive inde i varmen. Kiruna har for det meste overkommelige temperature om vinteren, vi skal lidt væk fra grænsen til Norge og længere over mod den Finske grænse, der støder man ofte på minus 30-40 grader lokalt.

Kiruna og Abisko nord for Kiruna har et klima som bliver påvirket en smule af golf strømmen fra havet ud for Norges kyst, derfor er luften mere tør og kold over ved den Finske grænse ved Pajala, Karesuando og der omkring.

Det er meget koldt i polar området.

At jeg valgte at sidde i en sne dynge og drikke varmt suppe ude i den kolde vildmark langt fra alt, var der ingen der kunne gætte før det skete.

Livet inde for polar cirklen.

Området i Norrbottens lan i nord Sverige, også kaldet Lapland. Det er et meget tynd befolket område og hvor naturen og ikke mindst det barske klima dominere, naturen og det barske klima har stor indflydelse hverdagen.

Flotte polar landskaber, masser af sne og natur. Det var meget tæt på naturen og ikke mindst meget langt fra civilisationen. Den lille landsby 70 km fra Gallivare var præget af samisk kultur.

Hvis man som menneske ikke er til stilhed og fornemmelsen af ensomhed, ikke kan forene sig med mørke om dagen, en meget kort sommer med sol højt på himlen 24 timer i døgnet, ville det måske være spændende som en ferie, men ikke som et længere ophold på flere år. Man skal have det i sig og virkelig ville det, modet til at turde gøre det. Angst og negative tanker skal man være helt klar med hvis man beslutter sig for sådan et liv i en længere periode.

Efter jeg har opholdt mig 4 år i dette klima, har jeg haft svært ved at tilpasse mig byen og Danmarks klima, jeg drager snart hjem til nordlyset igen, det bor inde i mig, det kan jeg mærke efter jeg forlod dette eventyrlige sted.

Jeg oplevede det kolde arktiske nord, lokalt i Jokkmokk målte jeg minus 52 grader, når der var så koldt skulle jeg være særlig opmærksom fordi jeg ikke var vant til at gebærde mig i dette ekstreme klima. Trods jeg var klædt rigtig godt på, luften kunne være så tør og kold at det var som at inhalere nåle når jeg trak vejret, min egen ånde inhalerende jeg som kondens der var blevet til små is krystaller, og det stak i lungerne, sådan var de mest kolde dage. De dage hvor det var sådan blev jeg tvunget til at gå langsomt og tage den med ro, i sådan en stærk kulde kan lungerne klappe sammen hvis man ikke tager den med ro.

Normal i vinter perioden var temperaturen svingede mellem minus 18 og minus 25 grader, der var dage hvor jeg nærmest oplevede det varmt når der kun var minus 8 og minus 12 graders kulde, med disse temperatur ( som var halv lunt for mig ) var ofte de dage der kom mørke skyer og rigtig meget sne, det var ikke sne som når der falder sne i Danmark, det var virkelig voldsomt snevejr.

På de glas klare dage kunne luften være fyldt med flotte is korn der skabte helt fantastiske refleksioner omkring det kemiske lys fra biler og gade belysning, flotte reflekterende pilar som lyste så langt øjet kunne se op i atmosfæren, som søjler.

Holder varsomt midnatssolen i hånden klokken 01.40 om natten. At opleve solen hele natten første gang er meget anderledes, når det har været sådan 70 dage savner jeg mørket de klare stjerner og det blafrende nordlys.